onsdag den 30. januar 2008

TÆTTERE OG GRØNNERE/DENSER AND GREENER

Byer over hele jorden vokser hastigere end nogensinde. Netop i år regner man med at bybefolkningen vil overstige landbefolkningen i antal, og tendensen fortsætter. Denne urbanisering foregår ved forskellige hastigheder, men billedet er generelt, og også i Danmark flytter befolkningen fra landet til byen. Den kraftigste tilvækst sker i de større byer og prognoser viser at Århus inden for de næste 25 år vil vokse med op mod 75.000 indbyggere.
Bosætningstendenserne viser at mange gerne vil bo i og omkring de større byer. I Århus har boligpriserne inden for ringgaderne nået et niveau som ligger over mange menneskers økonomiske formåen. Mange af dem som gerne vil bo i byen har ikke råd til det. Studerende, nyuddannede akademikere, iværksættere osv., er grupper der traditionelt har bidraget til "det gode byliv", som forbrugere af de mange tilbud der findes i de større byer. Mange bevæger sig derfor langt for at benytte sig af kulturtilbud, indkøbsmuligheder og tage del i bylivet. Resultatet er bl.a. en enorm trafikbelastning med store konsekvenser for miljøet og et konstant behov for udbygning af infrastrukturen.
Århus Kommunes byvækststrategi opererer med to hovedprincipper: Byudvikling som dækker fortætning og by-omdannelse i eksisterende byområder og Byvækst som dækker inddragelse af nye arealer. Langt den største udvikling kommer til at foregå på nye arealer i byens periferi, som udbygning af de eksisterende forstæder, og der vil blive behov for op mod 50.000 boliger i løbet af de næste 25 år.
Selvom mange gerne vil bo i byen opfylder det traditionelle parcelhuskvarter stadig boligdrømmen for mange mennesker. Men efterspørgslen og et stadigt stigende arealbehov truer med at underminere de kvaliteter parcelhuskvarteret kan tilbyde. Fællesskab med ligesindede, tryghed, den friske luft og nærheden til det grønne må tilbydes i nye rammer.
Byliv, bosætning og natur er de grundlæggende elementer, som må bringes sammen i Fremtidens Forstad. Vi må gentænke forstaden og planlægge med bæredygtighed, som en grundlæggende forudsætning! I Fremtidens Forstad skal vi derfor bo både tættere og grønnere.

Ingen kommentarer:

Blog-arkiv